2017-2018 Efterår/vinter-sæson Art & Life – Formations

Art & Life Formations. Udstillingsprogram august 2017 – februar 2018

Tranens placering på kanten af virkeligheden er i 2017 afsæt for ’Art & Life’ programmet. Del 2 foldes ud efterår-vinter 2017 under overskriften ’Formations’. Her er det biopolitiske i fokus: Mennesker og politik vikler sig ind og ud af skulpturelle formationer.

’Art & Life. Formations’ sæsonen præsenterer fire udstillinger skabt til Tranen af malaysisk – newzealandske Kah Bee Chow, dansk- israelske Amitai Romm, chilensk-danske Javier Tapia og den svensk-danske kunstnerduo Anna Moderato & Anne Nora Fischer. Formationerne går fra militærpolitiets forsvarsformationer hos Kah Bee Chow, kulturbiopsi-dioramaer hos Amitai Romm, til bådflygtninges silhuetter hos Javier Tapia og performance flash-mob formationer af biblioteksgæster hos Moderato og Fischer.  

’Art & Life. Formations’ er optaget af hvordan specifikke kriser og situationer fra samtiden indgår i kunsten: Hvordan det sociale og politiske træder frem som æstetisk former og bliver sanseligt i deres forskellige psykiske og fysiske formationer. Frem for at være en dokumentarisk, én til én afbildning af den omgivende virkelighed bevæger udstillingerne sig på et fiktivt, parallelt plan, hvor skulpturelle fænomener i samtiden (såsom flygtninges soveposer som et skrøbeligt, umuligt skjold mod angreb) er indgange til en anden oplevelse af verden.

Som i første del af ’Art & Life’ bevæger udstillingerne skiftevis fra det globale til det lokale; fra verdenskulturens kriser til kunstinstitutionens mikrokosmos og indre kampe.

  /