Rasmus Myrup

Homo Homo på Tranen er Rasmus Myrups største soloudstilling til dato. I en totalinstallation iscenesætter den danske kunstner homoseksualitetens forhistorie blandt abemennesker. Installationen minder om naturhistoriske museers dioramaer, hvor dyr fremstilles i en rekonstruktion af deres naturlige omgivelser. Med Homo Homo rykker Myrup ved formatet. Hovedattraktionen, abemenneskene, er ikke placeret midt i et landskab. Det er til gengæld de besøgende gæster, menneskene, der går rundt i installationen. Hovedpersonerne i installationen, de homoseksuelle abemennesker, har Myrup ikke modelleret men tegnet. De er ophængt på væggene som små vinduer ind til en anden verden. Dioramaets store malerier, der illuderer, at landskabet fortsætter, så langt øjet rækker, er sløjfet. Myrups tegninger af abemennesker forbliver todimensionale billeder. De er afbildet med afsæt i palæontologiske og arkæologiske studier af fortidsmenneskers liv og levned, men værkerne bæres frem af forestillinger og fantasi snarere end forskning. Myrups udstilling tager udgangspunkt i videnskaben og fortsætter, der hvor videnskaben p.t. stopper.

Det oldgræske ord ‘homo’ betyder ‘af samme art’. Det bruges dels som biologisk betegnelse for alle medlemmer af menneskeslægten, dels som forkortelse af tillægsordet ’homoseksuel’. Udstillingstitlen kan derfor oversættes til ’det homoseksuelle menneske.’ Men som kunstneren forklarer kan ’homo homo’ også betyde ’same same’.

Abemenneskene i Myrups udstilling så som homo erectus og homo neanderthalensis synes at gebærde sig ligesom vor tids mennesker. Midt i udstillingen finder man et elskende pars himmelseng bygget af træ og planter fundet i danske skove. I et hjørne af udstillingen har Myrup konstrueret en strandbred og i et andet hjørne et gravsted. Vi befinder os i et stykke dansk natur, der giver sig ud for at været et stykke fortid. Udstillingen er resultatet af kunstnerens spekulationer over, hvorledes tidligere mennesker har elsket, gået ture, holdt i hånd, levet, spist og badet sammen, fremstillet redskaber og billeder og til slut begravet hinanden og sørget over tabet – ligesom i dag.
Ud over homo homoernes karakteristika som flade, brede næsepartier og udstående pandeben og mund fremhæver Myrup lighederne til samtidens mennesker. Det ukendte rummer noget velkendt. Imens hovederne er tegnet med blik for andre menneskearters særtræk, er deres kroppe og positurer inspireret af homoerotisk fotografi og pornografi.

Myrup viser også en kavalkade af egne videoer optaget med smartphone af solnedgange og lignende naturskønne scenerier, som måske har forundret og forført abemennesker til alle tider. Videoerne vises på skærme dækket af spejle. På en og samme tid ser publikum graverede skitser af vores tidligere slægtninge og naturfilm gennem sprækkerne i deres eget spejlbillede. Fortidige og nutidige erfaringshorisonter beriger og skygger for hinanden og smelter sammen.

Blikket på fortiden har til alle tider været farvet af samtiden. De første videnskabelige studier af menneskets dybe fortid i det 19. århundrede afstedkom fremstillinger af andre abemennesker som primitive væsener på lavere udviklingstrin. Myrup er optaget af nyere forskning, fra sin samtid, der afdækker deres ligheder med homo sapiens snarere end forskelle. Ikke blot har genforskere påvist, at homo sapiens har forplantet sig og udvekslet gener med andre homininer. Biologer har også påvist, at homoseksuel aktivitet er udbredt blandt de abearter, der minder mest om homo sapiens. Myrups fremstillinger af lignende aktiviteter blandt uddøde menneskearter er udokumenterede men ikke utænkelige.

Op igennem historien har alt og alle fra græske filosoffer over middelalderlige kirkefædre til moderne lovgivning forbandet og kriminaliseret kærlighed til ens eget køn som contra naturum og altså naturstridig. Med Homo Homo fremstiller Myrup følelser for og tiltrækning af sit eget køn – hvilket i dag er veldokumenteret blandt tusindvis af arter i hele dyreriget – som det mest naturlige i den naturlige verden. Nok redegør evolutionsteorien om arternes udvikling for, hvordan et organ tager form med et særligt formål for øje. Men evolutionsteorien lærer os også, hvorledes arterne udvikler sig, når deres organer bruges til andre formål end de først – af nogen – syntes tiltænkt. Med Homo Homo åbner Myrup for andre, ufortalte historier i naturhistorien.

Homo Homo åbner også Tranens nye program. I 2018 og 2019 vil fokus være på den del af samtidskunsten, som ikke er fokuseret på samtiden. Når alt fra klima til teknologi udvikler sig med stadig højere hastighed, bliver samtiden flygtig og uhåndgribelig. Den skrumper. Til gengæld vokser vor viden om fortiden konstant. Spekulationer om fremtiden tager til. Som del af denne bevægelse er megen samtidskunst ikke længere kontemporær, hvilket bogstaveligt talt vil sige ’med tiden.’ I stedet er den ’ekstemporær’, altså ’ude af tiden.’ På Tranen er det derfor tid til at tænke tid og historie på andre måder.

Toke Lykkeberg
Leder af Tranen

Rasmus Myrup (1991, DK) bor og arbejder mellem København og Paris. Han er færdiguddannet ved det Fynske Kunstakademi i 2018. Han har bl.a. haft soloudstillinger på Galerie Balice Hertling, Paris, og Interstate Projects, New York. Derudover har han siden 2014 kurateret en lang række udstillinger i bl.a. København, London og Paris med sin udstillingsplatform Weekends.