Stine Deja

I USA og Rusland er omkring 400 mennesker p.t. nedfrosset ved ekstreme minusgrader. De er afgået ved døden – for en juridisk betragtning. Håbet er at optø dem en dag, hvor man også kan genoplive dem. Proceduren er kontroversiel. Ikke desto mindre er kryopræservering, d.v.s bevaring af mennesker ved ekstreme minusgrader, et område i vækst. Tilstanden kaldes cold sleep, der også er titlen på Stine Dejas første soloudstilling i Danmark på Tranen.

Udstillingen tager form af en installation med kinetisk skulptur og animation. Kryopræserverede figurer i termiske, gule dragter udspændt i store runde stålstrukturer drejer rundt om egen akse på små øer i et ørkenlandskab. I sandet gemmer sig små kratere, hvor man ser kunstigt befrugtede embryoer tage form fra celledeling til celledeling. Et goldt ørkenlandskab betragtes sædvanligvis som livløst og abstrakt. I Dejas version bliver det et opholdssted for væsner før og efter menneskelivet – eller, som kunstneren selv formulerer det, en ”befolkning i en anden dimension.”

De termiske silhuetter genkalder kridtstregerne, der tegner omridset af et lig. Men øerne er ikke gerningssteder. Personerne inden for stregerne er ikke døde. I Dejas spekulative fremtidsscenarie er de snarere de eneste overlevende mennesker. Scenariet er sært uvirkeligt – ligesom en luftspejling – og udspringer af kunstnerens studier af det mest etablerede kryopræserveringsfirma Alcor, der nedfryser menneskekroppe midt ude i Arizonas hede, røde ørken. ”En person, der kan genoplives, er ikke død,” forklarer firmaet, der kalder sig en livsforlængelsesfond. “Hvis kryoniske patienter er bevarede så godt, at de en dag kan genoplives, så er de ikke døde; de er kryopræserverede.” Det vil med andre ord sige, at mennesker kort tid efter deres død nedfryses i flydende nitrogen ved 196 minusgrader for at nedsænkes og lagres i termiske soveposer i store tanke.

En lille åbning ved hovedet i figurernes heldragt blotter deres øjne, der skiftevis er åbne og lukkede, som om de blinker i slowmotion. De døde er måske snarere døsige. Sprækken giver et blik ind i, hvad der foregår på den anden side – eller måske ikke foregår. Deja sammenligner scenariet med et venteværelse, hvor man ikke ved præcist, hvad man venter på og hvornår; hvor man ikke ved, hvorvidt det ønskede bioteknologisk nybrud en dag vil indtræffe eller ej. Videoerne looper. Figurernes liv er sat på pause. De drejer desorienterende rundt om sig selv i ring uden nogen retning – ligesom astronauter på træningsfaciliteter, der opøver evnen til at svæve i rum uden tyngdekraft. I Dejas udstilling sammenvæves tabet af tidsfornemmelsen i evigheden med tabet af stedsans i rummet. Måske udødeligheden kræver en helt anden forståelse ikke blot af liv og død, men også rum og tid overhovedet.

Drømmen om evigt liv er mindst lige så gammel som det omkring 4000 år gamle heltedigt Gilgamesh, der også kaldes litteraturhistoriens første hovedværk. Men over tid vokser drømmen hinsides religionerne, myterne og kunstens gebet for at hjemsøge den moderne videnskab. I oplysningstiden, hvor fornuften hævdes på bekostning af alskens obskurantisme, gentænkes døden i fremskridtets lys. Franske og engelske tænkere diskuterer, hvorvidt den stigende gennemsnitslevealder en dag vil lede til evigt liv ad lægevidenskabens og teknologiens vej. I de seneste år har Silicon Valleys mest succesfulde milliardærer som Googles Sergey Brin og Larry Page og Amazons Jeff Bezos satset formuer på denne bioteknologiske front. Forskning i livets natur er begyndt at bære frugt på kryopræseveringens tilstødende områder. 10.000 år gamle orme fanget i Sibiriens permafrost er blevet vækket til live. Mikroskopiske bjørnedyr, der kan overleve i ekstreme miljøer, måske endda på månen, menes nu at være nærved udødelige. Vandmanden Turritopsis dohrnii kan tilsyneladende blive yngre og yngre ulig andre kendte organismer, der kun bliver ældre og ældre.

Dejas fokus er et ældre videnskabeligt gennembrud. Da IVF behandling og såkaldte reagensglasbørn introduceredes for et halvt århundrede siden, var det også yderst kontroversielt. Lægevidenskaben var på afveje, mente visse. Mennesket skulle ikke pille ved skabelsen. Det, der engang blev betragtet som unaturligt, anskues nu snarere som del af menneskets natur. I dag er IVF noget nær en rettighed. En tiendedel af alle fødte babyer i Danmark er undfanget ved kunstig befrugtning. Med fortsat eksponentielt dalende sædkvalitet på verdensplan betragtes nedfrysning og optøning af æg og sæd ikke længere med skræk men som en nødvendighed. For Deja er det eksempel på, hvor hurtigt det, der engang var science fiction, kan blive virkelighed. Arbejdet med at styre simpel celledeling, der producerer en embryo, er dog usammenlignelig med kompleks kryopræservering af et helt menneskelegemes samtlige organer. Ingen ved, om projekter så som Alcors nogensinde vil lykkes,v men mange forudser, at teknovidenskaben fortsat vil accelerere på uforudsigelig vis.

Udstillingen er en meditation over fremskridtet, der måske ikke bare kaster mennesket ind i fremtiden, men også suspenderer, hvad vi forstår ved tid overhovedet. Med Cold Sleep præsenteres evigt liv ikke blot som de levendes drøm men også de dødes.

Toke Lykkeberg
Leder af Tranen

Stine Deja (1986, DK) bor og arbejder i London. Hun har en MA fra Royal College of Art, London, og en BA fra Kolding Designskole. Foruden en lang række solo- og gruppeudstillinger rundt omkring i verden, har hun deltaget på Tranens omrejsende udstilling I Rusland, EXTEMPORARY: Art out of time, der i 2019 præsenteredes på samtidskunstcentret NCCA Arsenal i Nizhny Novgorod, og i 2020 på samtidskunstmuseet PERMM i Perm.

I forlængelse af Cold Sleep co-kuraterer Tranen desuden en anden soloudstilling med Stine Deja, der åbner på kunsthallen Kim? i Riga, Letland, senere på året.

Cold Sleep er ottende udstilling i Tranens program med ekstemporær kunst. Fokus er på den del af samtidskunsten, som ikke er fokuseret på samtiden. Når alt fra økosystemer til teknologi udvikler sig med stadig højere hastighed, bliver samtiden flygtig og uhåndgribelig. Den skrumper. Til gengæld vokser vor viden om fortiden konstant. Spekulationer om fremtiden tager til. Spørgsmålet om, hvor vi befinder os idag, bliver til et spørgsmål om, hvor vi kommer fra, og hvor vi er på vej hen. Som del af denne bevægelse er megen samtidskunst ikke længere kontemporær, hvilket bogstaveligt talt vil sige ’med tiden.’ I stedet er den ’ekstemporær’, altså ’ude af tiden’ eller samtiden.

Udstillingen er generøst støttet af Statens Kunstfond, 15. Juni Fonden, Becket Fonden, Grosserer L. F. Foghts Fond og Knud Højgaards Fond.