Emilie Imàn
ZIGZAG INTO WEIRD OPENINGS
24.11.2023–03.03.2024
Vernissage::
23.11.2023,17:00–19:00
En figur går igen i Emilie Imàns malerier på den soloudstilling, som hun nu præsenterer på Tranen. Figuren er den græske lægegud Asklepios’ stav. Den såkaldte æskulapstav, hvorom en slange slynger sig, har igennem årtusinder været symbol på lægevidenskab. Slangen, der fornyer sine hudceller ved hamskifte, repræsenterer ny livskraft. Figuren aner man flere steder i Imàns malerier. Men jo mere man kigger, desto mere fortaber den sig i en mangfoldighed af andre figurer. Staven er ikke en stav. Og slangen er måske ikke en slange. Staven er ved nærmere betragtning blot en akse, hvorom noget snurrer. Og slangen snor sig måske snarere som en regnorm, der graver gange i jorden. Og regnormen har vinger, der snarere minder om en engels. Og englen er fremmedartet, som var den snarere et rumvæsen.
Imàns malerier er svære at aflæse. Men det er ikke, fordi de er abstrakte. Det er snarere fordi, der i hver figur, hun maler, synes at lure mindst én anden figur. I billederne er der så mange genkendelige elementer, at de glider over i og slører hinanden til uigenkendelighed. I Imàns billedrum er der ingen holdepunkter. Alt er i bevægelse og under forandring. Imàns gradiente brug af farver genkalder forår, hvor planter springer ud og blomstrer, og efterår, hvor de visner. Alt er i proces. Intet har fundet et endeligt og entydigt udtryk.
For Iman, der er af dansk-peruviansk herkomst, er vor tids identitetspolitiske debatter en del af bagtæppet. Hendes værker er præget af indfødte og minoritetskulturer rundt omkring på kloden, men væsnerne i hendes værker har ikke én fast identitet. I hendes billeder optræder forskelligartede organismer nok med rødder, der ernærer sig af og nærer jordbunden, men også vinger, så de kan kaste los og hæve sig over jorden. Imàns skabninger kan her være flere ting på en gang såsom plante, dyr, menneske, maskine og ånd. En skabning bliver her et mulighedsrum for yderligere skabelse og andre skabninger. Vestlig individualistisk dyrkelse af den enkeltes egenart glider over i økologisk tænkning om arters samhørighed og forbundethed.
På lærrederne vibrerer og pulserer hele billedfladen fra forgrund til baggrund. Liv i forskellige afskygninger kan vride sig i smerte, vride sig i vellyst og eksalteret vride sig i alle retninger. Man aner rædsel, rus, lykkefølelse og ekstase. I malerierne er livet visse steder helt konkret konstant på vej ud ad fødselskanalen. På et billede genkalder en figur mest af alt en livmoder, hvor ud ad træder et væsen med fire bryster og en stav mellem benene. Men i hver hånd holder væsenet to andre figurer, der synes at danse tilbage ind i kanalen, som om de kunne fødes igen og igen.
Skabningerne, der både kigger ind og ud ad livmoderen, dirigerer beskuerens blik mod både ophav og afkom. Et princip, der har præget Imàns praksis og genfindes hos indfødte amerikanske folk fra nord til syd, lyder, at man både er forpligtet på fortid og fremtid. Konsekvenserne af ens ord og gerninger skal afstemmes i forhold til syv forudgående og syv kommende generationer. Inden for klimabevægelsen vinder de indfødtes tankegods stadig mere udbredelse. Selv betragter Imàn sine værker lig de ceremonielle rum, som peruvianske indfødte skaber for at etablere kontakt til ”for- og fremgængere”, som hun formulerer det.
Imàns billeder er alle oliemalerier, men stil og udtryk varierer fra værk til værk. Malerierne er vidnesbyrd om kunstnerens skiftende bevidsthedstilstande. Brug af psykoaktiv medicin fra rituelle stoffer over psykedelisk terapi til konventionelle lægemidler præger værkerne. I malerierne undersøges og afsøges forskellige neurologiske tilstande. Imàn er optaget af neurodiversitet og såkaldt neuroqueering, der aktivt udfordrer herskende normer, som hjerner og køn er underlagt. Men værkerne er også farvede af globale forandringer, især den accelererende ødelæggelse af naturgrundlaget. På udstillingen glider blikket ind og ud af indre og ydre verdener, som ikke kan skelnes fra hinanden. Kunstneren trækker på forskellige verdensbilleder og kosmologier, der både støder og smelter sammen på lærrederne. På Tranen vandrer Imàn i et sammensat univers mellem verdner og bevidstheder på måder, der genkalder såvel indfødte shamaners som digitale netværksbrugeres.
Toke Lykkeberg
Leder af Tranen
Emilie Imàn (1992) er en dansk peruviansk kunstner, der bor og arbejder i København. Hun tog afgang fra Det Kongelige Danske Kunstakademi I 2022. ZIGZAG INTO WEIRD OPENINGS på Tranen er hendes første soloudstilling på et udstillingssted.
Udstillingen er er en del af Tranens program med ekstemporær kunst. Fokus er på den del af samtidskunsten, som ikke er fokuseret på samtiden. Når alt fra økosystemer til teknologi udvikler sig med stadig højere hastighed, bliver samtiden flygtig og uhåndgribelig. Den skrumper. Til gengæld vokser vor viden om fortiden konstant. Spekulationer om fremtiden tager til. Spørgsmålet om, hvor vi befinder os idag, bliver til et spørgsmål om, hvor vi kommer fra, og hvor vi er på vej hen. Som del af denne bevægelse er megen samtidskunst ikke længere kontemporær, hvilket bogstaveligt talt vil sige ’med tiden.’ I stedet er den ’ekstemporær’, altså ’ude af tiden’ eller samtiden.
Udstillingen er generøst støttet af Statens Kunstfond.
There is a recurring figure in the paintings in Emilie Imàn’s solo show at Tranen: the rod of Asclepius, the ancient Greek god of medicine. For millennia, the snake-entwined Rod of Asclepius has been the symbol of medicine. The snake, which renews its skin cells by sloughing, represents new vitality. The figure features over and again in Imàn’s paintings. But the more we look, the more it gets lost in a myriad of other figures. The staff is not a staff. And maybe the snake is not a snake. Upon closer scrutiny, we see that the rod is simply an axis with something spinning around it. And the winding snake is perhaps more like an earthworm digging tunnels in the soil. And the earthworm has angel-like wings. And the angel comes across as some kind of alien.
Imàn’s paintings are hard to read. Not because they are abstract, but because in each and every figure she paints, at least one other figure seems to be lurking. The pictures contain so many recognisable elements that they merge with, and blur each other, thereby becoming unrecognisable. There are no points of reference in Imàn’s pictures: everything is moving and changing. The range of Imàn’s colours evoke both spring, when plants bud and bloom, and autumn, when they wither. Everything is part of an on-going process. Nothing has found a definitive, unambiguous expression.
For Imàn, who is of Danish and Peruvian descent, today’s discussions of identity politics form part of the backdrop. Although her works reflect indigenous and minority cultures from around the world, the beings in them have no fixed identity. Her pictures feature diverse organisms. Not only do they have roots that both feed off and nourish the soil; they also possess wings that enable them to take off and rise above the ground. In this respect, Imàn’s creatures can be several things at once – plant, animal, human, machine and spirit, for instance. A creature becomes an opportunity for further creation and other creatures. Western individualism merges with the ecological notion of the cohesion and interconnectedness of species.
From the foreground to the background of her canvases, the entire picture plane vibrates and pulsates. In different guises, life can wriggle in pain, wriggle in pleasure or wriggle exaltedly in every conceivable direction: there is horror, intoxication, happiness and ecstasy. In certain places, life is constantly issuing forth from the birth canal. In one of the pictures, there is a figure that clearly resembles a womb, out of which appears a creature with four breasts and a rod between its legs. But in each hand the creature is holding two other figures who appear to be dancing back into the womb, as if they had the potential to be born over and again.
The creatures, peering both into and out of the womb, direct the viewer’s gaze towards both origin and offspring. Imàn’s work reflects a belief that permeates Native American culture from north to south – the belief that we are bound by both the past and the future. The consequences of our words and deeds must be aligned with seven previous and seven future generations. Within the climate movement, the ideas of indigenous peoples are becoming increasingly widespread. Imàn sees her works as akin to the ceremonial spaces that indigenous Peruvians create in order to establish contact with their predecessors and successors.
While all Imàn’s works are oil paintings, they vary in terms of style and expression. The paintings testify to the artist’s changing states of consciousness. Her use of psychoactive medicine – from ritual substances and psychedelic therapy to conventional drugs – colours the works: she scrutinises and explores various neurological conditions. Imàn is concerned with neurodiversity and so-called ‘neuroqueering’, which actively challenges the prevailing norms to which brains and gender are subject. But the works also reflect global changes – particularly the accelerating destruction of nature. The exhibition shifts our gaze between inner and outer worlds that are indistinguishable from each other. The artist draws on different worldviews and cosmologies, which both collide and merge on the canvases. At Tranen, Imàn wanders between worlds and consciousnesses in ways that evoke not only native shamans, but also users of digital networks.
Toke Lykkeberg
Director of Tranen
Emilie Imàn (1992) is a Danish Peruvian artist, who lives and works in Copenhagen. She graduated from The Royal Danish Academy of Fine Arts in 2022. ZIGZAG INTO WEIRD OPENINGS is her first solo show at an exhibition venue.
The exhibition is part of Tranen’s programme of extemporary art. The focus is on contemporary art that is not primarily focused on our contemporary condition. When everything from climate to technology evolves at ever greater pace, the present becomes ephemeral and intangible. The present starts to shrink. Meanwhile, our knowledge of the past increases. Speculations about the future abound. As part of this development, a lot of art is no longer contemporary — which literally means ‘with time.’ Instead, art is rather ‘extemporary, i.e. ‘out of time’.
The exhibition is supported by the Danish Arts Council.