Kaja Lahoda
Within The Wall
26.04.2025–03.08.2025
VERNISSAGE:
25.04.2025,17:00–19:00
På sin første institutionelle soloudstilling vender Kaja Lahoda udstillingsstedet Tranens murværk på vrangen. Hendes værker hænger ikke bare på væggen. Det, som hun præsenterer inden for bygningens mure, peger på det, som er inden i bygningens mure. Lahoda er ikke optaget af mursten, beton, træ og gipsplader. Det er den stenuld, som gemmer sig inde bagved, hun undersøger, skærer i, former og bearbejder. I det stendøde materiale dukker figurer op til overfladen. På Within The Wall træder isoleringen, som ingen sædvanligvis ænser, i forgrunden, og det livløse materiale animeres af ånd og alverdens kryb. Væggen får sit eget liv, som bevæger sig ind og ud ad den.
Stenuld, patenteret i det 19- århundredes USA og i dag synonym med danske Rockwool, bruges til isolering. Materialet har gjort menneskenes velbehagelige boliger og bygninger endnu varmere og tørrere. Men som Lahoda bemærker, har isolering også dermed yderligere afsondret mennesket fra dets omgivelser. De mure, der trækker en grænse mellem udenfor og indenfor, befæster stadig mere skellet mellem menneske og dyr, mellem natur og kultur. I den modernistiske arkitektur perfektioneres denne grænsedragning, så grænsen bliver usynlig som fx her på Henning Larsens smukke, renskurede Gentofte Hovedbibliotek. Alle de tekniske installationer, rockwool inklusiv, der tjener menneskets indretning af sin egen lille verden på komfortabel afstand af den store verden, er gemt væk i mure, vægge, lofter og gulve. Når omverdenen bryder ind er ubehaget derfor så meget desto større.
Den mus, svamp eller vandpyt, som kunne være en mindre attraktion udenfor, modtages på den anden side af muren med et lille gys som upassende indtrængen. Lahoda iscenesætter ubehaget ved malplacerede organismer og skadedyr. Tranens arkitektur slår over i noget nær sin modsætning, nemlig en fortegnet version af det hjemsøgte slot.
Lahoda er optaget af et element af gotisk horror i erkendelsen af, at selv vi moderne mennesker bebor huse, der huser uindbudte gæster. Murene bliver arnesteder for udyr og ikke mindst fantasien. Murene, der skulle adskille livet indenfor fra livet udenfor, bliver i hendes værk porøse og tegn på skred i den bærende konstruktion. Hvad Lahoda graver i ud over stenulden er også menneskets nye usikkerhed på et tidspunkt, hvor vores bygninger og byer er truet af mere vand, storm og brand. For det såkaldte ”indendørsmenneske”, der lever 90% af tiden inden døre, er det hele vores kultur, samfund og civilisation, som vakler, når interiøret er truet.
En uønsket gæst, som dukker op i Lahodas installation, er sølvfisken. Det vingeløse insekt har evolutionært udviklet sig minimalt. Det er derfor det, man kalder ”en levende fossil.” På udstillingen leger Lahoda med dette stykke paradoksale natur. De sølvfisk, som hun former i stenulden, kan både opfattes som relieffer, der gengiver levende dyr, og som geologisk fund, der kommer til syne i en forhøjning eller fordybning i en sedimentær bjergart.
Sølvfisken stammer fra varmere og tropiske egne, hvor man har en stabil høj temperatur og luftfugtighed. Men i hælene på mennesket har den spredt sig til hele verden og profiteret af vores stadig bedre isolerede, komfortable huse. Dens drifter og behov er et forvrænget spejlbillede af vores egne.
På vore breddegrader, hvor sølvfisk ikke kan klare sig udenfor, er deres habitat vores byggede miljøs revner og mørke afkroge såsom indbyggede, utætte VVS installationer. Lahoda har studeret deres sølvgrå skæl, deres såkaldte exoskelet. Hun tænker det som en intimiderende armering, der til sammenligning får homo sapiens, også kaldet ”den nøgne abe,” til at blegne. Disse små seje væsner har overlevet 400 mio. år på jorden og altså blandet andet dinosaurerne. Som sådan interesserer Lahoda sig for, hvordan de udstiller blot 300.000 år gamle homo sapiens’ skrøbelighed. Vi er blevet dyr, der synes afmægtige uden vores boliger.
De overdimensionerede sølvfisk, som marcherer parvist på tværs af udstillingens midtervæg, er skåret ud i stenulden. Tæt på kan man se, at de er bearbejdet med filtet ståluld. På afstand ligner de dog mere spor efter et fårs klove. Lahoda arbejder med den velkendte følelse af ikke entydigt at kunne identificere et skadedyrs art, d.v.s. en trussel, hvilket gør det så meget desto sværere at værne sig mod den. Men Lahoda er her også optaget af, hvordan man i ældre huse altid går i andres fodspor. Mure og indre konstruktioner kan gemme på historier om bygningers tidligere beboere. Som Lahoda selv beskriver det: ”Jeg tænker på, hvordan ydersiden hjemsøges af indersiden, men også hvordan nutiden hjemsøges af fortiden.”
Selvom mennesket har søgt at hæve sig over naturen, har vi altid levet sammen med dyr og gør det stadig – ”frivilligt og ufrivilligt”, som Lahoda formulerer det. Men sameksistensen har ændret karakter. Efter overgangen til husdyrhold for tusinder af år siden har menneskets samliv med dyr stået i domesticeringens tegn. Aftrykkene af hove og totterne af filtet uld i rockwoolen er også spor efter de får, som vi mennesker tidligere har boet med i vores huse, hvis kød vi stadig spiser, og hvis uld vi stadig iklæder os. Selv de dyr, som mennesket ikke har kunne domesticeret eller tæmme, har fået deres plads i hjemmet. Den såkaldte ’teddy bear’ eller bamse, som lukker bjørnen ind i vores hjem ad bagvejen, blev vareliggjort i 1903 efter den amerikanske præsident Theodore ’Teddy’ Roosevelt ikke kunne få sig selv til at skyde en indfanget bjørn på en jagt. Den farlige bjørn er blevet til sutteklud. Lahodas bamse er dog lavet i stenuld.
En naturkraft, som mennesket aldrig har bemestret, er vulkanudbrud. Ikke desto mindre har mennesket draget så god nytte af bl.a. mere frugtbar jord og varmekilder ved vulkaner, at deres destruktive potentiale ofte fortrænges. Stenuld er også produkt af vulkansk aktivitet. Hovedbestandelen af rockwool er den basalt, som lavaen efterlader, når den nedkøles på jordens overflade. At vække vulkansk materiale til live igen er derfor også Lahodas måde at lytte til de kræfter, hvis natur vi nok kan udnytte men ikke styre.
Toke Lykkeberg
Leder af Tranen
Kaja Lahoda (f. 1994) er en dansk kunstner uddannet på Det Kgl. Danske Kunstakademi. Hun deltog også på Tranens gruppeudstilling Speculative Evolution i 2024.
Støttet af:
Statens Kunstfond
Statens Værksteder for Kunst
Grosserer L. F. Foghts Fond
Den Hielmstierne-Rosencroneske Stiftelse
In her first institutional solo exhibition, Kaja Lahoda turns the walls of Tranen's exhibition space inside out. Her works are not just hanging on the wall. What she presents within the walls of the building points to what is inside the walls of the building. Lahoda is not concerned with bricks, concrete, wood and plasterboard. It is the stone wool hiding behind them that she examines, cuts, moulds and works with. In the stone-dead material, figures emerge to the surface. In Within The Wall, the insulation, which no one usually takes notice of, comes to the fore, and the lifeless material is animated by spirits and all kinds of bugs. The wall takes on a life of its own.
Stone wool, patented in 19th century USA and today synonymous with Danish Rockwool, is used for insulation. The material has made people's cosy homes and buildings even warmer and drier. But as Lahoda notes, insulation has also further isolated man from his surroundings. The walls that draw a line between outside and inside increasingly fortify the divide between human and animal, nature and culture. In modernist architecture, this demarcation is perfected so that the boundary becomes invisible, such as here at Henning Larsen's beautiful, clean and clear Gentofte Main Library. All the technical installations, including Rockwool, that serve humans' arrangement of their own little world at a comfortable distance from the big world, are hidden away in walls, ceilings and floors. When the outside world intrudes, the discomfort is all the greater.
The mouse, fungus or puddle that could be a minor attraction outside is greeted on the other side of the wall with a small shudder as an inappropriate intrusion. Lahoda stages the discomfort of misplaced organisms and pests. The architecture of Tranen turns into something close to its opposite, a cartoonish version of the haunted castle.
Lahoda is concerned with an element of gothic horror, recognising that even we modern humans inhabit houses that harbour uninvited guests. The walls become breeding grounds for beasts and not least the imagination. In her work, the walls that should separate life inside from life outside become porous and signs of failure in the supporting structure. What Lahoda digs into beyond the stone wool is also humankind's new insecurity at a time when our buildings and cities are threatened by more water, storm and fire. For the so-called “indoor person”, who lives 90% of their time indoors, it's our entire culture, society and civilisation that falters when the interior is threatened.
An unwelcome guest that appears in Lahoda's installation is the silverfish. The wingless insect has evolved minimally in evolutionary terms. It is therefore what is called ‘a living fossil’. In the exhibition, Lahoda plays with this piece of paradoxical nature. The silverfish that she forms in the stone wool can be seen both as reliefs depicting living animals and as geological finds that appear in an elevation or depression in a sedimentary rock.
The silverfish originates from warmer and tropical regions where there is a stable high temperature and humidity. But on the heels of humans, it has spread around the world, taking advantage of our increasingly insulated, comfortable homes. Its urges and needs are a distorted mirror image of our own.
In our latitudes, where silverfish can't make it outside, their habitat is the cracks and dark corners of our built environment, such as built-in, leaky plumbing. Lahoda has studied their silvery grey scales, their so-called exoskeleton. She thinks of it as an intimidating armour that makes homo sapiens, aka ‘the naked ape,’ pale by comparison. These tough little creatures have survived 400 million years on earth and thus outlived the dinosaurs, among others. As such, Lahoda is interested in how they exhibit the fragility of mere 300,000-year-old homo sapiens. We have become animals that seem powerless without our homes.
The oversized silverfish marching in pairs across the centre wall of the exhibition are carved from stone wool. Up close you can see that they have been worked with felted steel wool. From a distance, however, they look more like traces of a sheep's hooves. Lahoda works with the familiar feeling of not being able to clearly identify the species of a pest, i.e. a threat, which makes it all the more difficult to defend against it. But Lahoda is also concerned with how inhabitants of older houses are always following in the footsteps of others. Walls and internal structures can harbour stories about a building's previous occupants. As Lahoda herself describes it: ‘I think about how the outside is haunted by the inside, but also how the present is haunted by the past.’
Although humans have sought to rise above nature, we have always coexisted with animals and still do – ‘voluntarily and involuntarily’, as Lahoda puts it. But the nature of coexistence has changed. Since the transition to animal husbandry thousands of years ago, human coexistence with animals has been characterised by domestication. The hoof prints and tufts of felted wool in the rockwool are also traces of the sheep that we humans once lived with in our houses, whose meat we still eat and whose wool we still wear. Even animals that humans have not been able to domesticate or tame have found their place in our homes. The so-called “teddy bear” that lets bears into our homes through the back door became a reality in 1903 after US President Theodore “Teddy” Roosevelt couldn't bring himself to shoot a captured bear on a hunt. The dangerous bear has become a pacifier. Lahoda's teddy bear, however, is made of rock wool.
One force of nature that man has never mastered is volcanic eruptions. Nevertheless, humans have benefited so much from the more fertile soil and heat sources of volcanoes, among other things, that their destructive potential is often superseded. Rockwool is also a product of volcanic activity. The main component of rockwool is the basalt that lava leaves behind when it cools on the earth's surface. Bringing volcanic material back to life is therefore also Lahoda's way of listening to the forces whose nature we can exploit but not control.
Toke Lykkeberg
Director of Tranen
Kaja Lahoda (b. 1994) is a Danish artist educated at the Royal Danish Academy of Fine Arts. She also participated in Tranen's group exhibition Speculative Evolution in 2024.
Supported by:
Danish Arts Foundation
Statens Værksteder for Kunst
Grosserer L. F. Foghts Fond
Den Hielmstierne-Rosencroneske Stiftelse
Anbefalet læsning / Recommended reading:
Forfatter / Author
Titel / Title
Udgivelsesår / Publication date
Emanuele Coccia
Philosophy of the home
2024
Anthony Vidler
The Architectural Uncanny
1992
Edgar Allan Poe
The Fall of the House of Usher
1839
Franz Kafka
Die Verwandlung
1915
Cecilie Rubow
Indendørsmenneskets natur
2022
Michel Serres
The Parasite
1982
Shilrey Jackson
The Haunting of Hill House
1959
Charlotte Perkins Gilmans
Det Gule Tapet
2020
A. A. Milne
Den meget store bog om Peter Plys : komplet samling fortællinger
2004