Marie Munk

Marie Munks første soloudstilling i Danmark udfolder sig som en feberdrøm om fremtidens bioteknologiske verden. Udstillingen Great Pets er en totalinstallation, der inviterer gæster til at træde ind i et både velkendt og fremmed landskab. På den ene side ligner installationen en af vor tids børnesikrede legepladser, hvis kunstgræs og krasse faldgummi-farver iscenesætter en sært kunstig og tæmmet natur. På den anden side ligner udstillingen et zoologisk vivarium, hvor en dyreart lever i en karikeret version af sit naturlige miljø. Men totalinstallationen er ikke indrettet til børn eller dyr. Landskabet er beboet af organismer, der rører på sig og ser livagtige ud – og dog minder de ikke om nogen kendte former for liv.

Marie Munk har skabt sine sære væsener med lag på lag af silikone indfarvet med pigment. De ser syntetiske ud men er også animerede af mekanik. Deres hud er naturtro, men det er ikke en natur man kender. Stilen er hyperrealisme, men den realitet eller virkelighed, som her gengives, findes ingen andre steder. Udstillingen er som sådan ikke et billede på vores samtid. Om noget peger den på en forestilling om fremtiden.

Marie Munk er bl.a. optaget af opfinder og fremtidsforsker Raymond Kurzweils teori om en tiltagende konvergens mellem genetik, nanoteknologi og robotvidenskab – også kaldet GNR – der vil afstedkomme en bioteknologisk revolution dirigeret af overlegen maskinintelligens. Resultatet vil være en opgradering af mennesket, herunder nyvunden udødelighed, som mennesket på sit nuværende udviklingstrin endnu ikke kan begribe. Marie Munks version af denne revolution handler imidlertid ikke blot om et opgraderet og optimeret menneske. Vi har snarere at gøre med en helt anden skabning; en ny art eller race, som vi endnu ikke har et forhold til eller et begreb om. Organismerne har tilsyneladende deres eget liv, som er svært at forstå. De er skabt af mennesker, men det er ikke åbenlyst, at de også er skabt til og for mennesker. De er på en og samme tid søde og skræmmende. De kan givetvis vække følelser af både empati og fremmedgørelse – og måske især begge dele på samme tid.

Udstillingens titel Great Pets kan betyde flere ting, bl.a. ’Fantastiske Kæledyr’ og ’Store Kæledyr.’ Titlen leder tankerne hen på den boomende robotkæledyrsindustri, der sælger mekaniske og reaktive hundehvalpe til børn og babysæler til plejehjem. Men titlen flirter også med en umulighed. For kan kæledyr ikke blive så store, at de vokser deres ejere over hovedet? Marie Munks kæledyr er så store, at de næsten ikke længere er kæledyr. Måske er de billeder på, hvordan et forvredet størrelsesforhold mellem mennesker og maskiner også forskyder magtforholdet. Spørgsmålet om, hvem der kæler for hvem, kan også blive et spørgsmål om, hvem der kontrollerer hvem. Folk fra sci-fi forfatteren Samuel Butler (1835-1902) til Apple-grundlægger Steve Wozniak (1950) har ikke blot spekuleret over, hvorvidt vi vil behandle teknologien, som vi hidtil har behandlet hunde; også om teknologien en dag vil behandle os som hunde, som kæledyr, hvilket både kan være for det bedre og værre.

Great Pets kan anskues som et eksperiment. I 1890’erne viste den russiske fysiolog Ivan Pavlov (1849-1936), at hunde kan trænes til at savle blot ved frembringelsen af en lyd. I dag demonstrerer teknologivirksomheder, at vi mennesker kan trænes til uafladeligt at tjekke vores ’feeds’ på sociale medier. På udstillingen undersøges og udstilles også, hvordan vi mennesker reagerer på kunstige kæledyr.

Når man ankommer til Tranen i stueetagen, vil man automatisk kigge op på de større væsener. Bevæger man sig op på 1. sal, vil man kigge ned på dem. Bevæger man sig rundt på udstillingen, kommer man måske ikke bare tæt på – og i øjehøjde med – disse feberdrømme om en fremtidig bioteknologisk revolution. Måske vil man også se op til dem eller ned på dem. Den ene synsvinkel kan udelukke den anden – eller supplere den.

Udstillingen ledsages af litteratur udvalgt af Marie Munk og Tranen. Her vil man bl.a. finde illustrerede bøger af geolog og palæontolog Dougal Dixon(1947), der siden debuten Fremtidens dyreliv – efter mennesket (1981/1982) er blevet kendt som en af grundlæggerne af genren 'spekulativ evolution'.

Toke Lykkeberg
Leder af Tranen

Marie Munk (1988) bor og arbejder i København. Hun er uddannet på Royal College of Art i London. Hun deltager p.t. også på Tranens omrejsende udstilling EXTEMPORARY: Art out of time, der i 2019 præsenteres på samtidskunstcentret NCCA Arsenal i Nizhny Novgorod, Rusland, og i 2020 på samtidskunstmuseet PERMM i Perm, Rusland.

Great Pets er sjette udstilling i Tranens program med ekstemporær kunst. Fokus er på den del af samtidskunsten, som ikke er fokuseret på samtiden. Når alt fra økosystemer til teknologi udvikler sig med stadig højere hastighed, bliver samtiden flygtig og uhåndgribelig. Den skrumper. Til gengæld vokser vor viden om fortiden konstant. Spekulationer om fremtiden tager til. Spørgsmålet om, hvor vi befinder os idag, bliver til et spørgsmål om, hvor vi kommer fra og hvor vi er på vej hen. Som del af denne bevægelse er megen samtidskunst ikke længere kontemporær, hvilket bogstaveligt talt vil sige ’med tiden.’ I stedet er den ’ekstemporær’, altså ’ude af tiden’ eller samtiden.

Udstillingen er støttet af Det Obelske Familiefond, Ragnvald og Ida Blix’ Fond, Den Hielmstierne-Rosencroneske Stiftelse, Statens Kunstfond og Statens Værksteder for Kunst.