Shows

Magnus Andersen

Agrication

25.08.2021–14.11.2021

Vernissage::

24.08.2021,17:00–19:00

1 / 15

Photo: David Stjernholm

2 / 15

Photo: David Stjernholm

3 / 15

Photo: David Stjernholm

4 / 15

Photo: David Stjernholm

5 / 15

Photo: David Stjernholm

6 / 15

Photo: David Stjernholm

7 / 15

Photo: David Stjernholm

8 / 15

Photo: David Stjernholm

9 / 15

Photo: David Stjernholm

10 / 15

Photo: David Stjernholm

11 / 15

Photo: David Stjernholm

12 / 15

Photo: David Stjernholm

13 / 15

Photo: David Stjernholm

14 / 15

Photo: David Stjernholm

15 / 15

Photo: David Stjernholm

‘Agrication’ er en sammentrækning af de engelske ord ‘agriculture’, ‘vacation’ og ‘education’. Det er også Magnus Andersens eget ord for hans første institutionelle soloudstilling i Danmark. Agrication forlænger kunstnerens arbejde gennem de sidste fem år i et malerisk univers, der glider fra lærred og væg over i trærelief, skulptur, video og genbrugte objekter. Udstillingen tager pulsen på samtiden og tuner den til fremtiden. Udflytterbørnehaver er blevet optimerede. Scenariet er nu tvungen opdragelsestur på landet for morgendagens børnehave- og skolebørn udset til at genopfinde og realisere en ny landbokultur.

Agrication bearbejder vor tids begær efter og drømme om landlig idyl. Totalinstallationen er kunstnerens forestilling om en nær fremtid, der sløres af nostalgi efter et mere enkelt liv i fortiden. Centralt står et hexaptychon, en væg med 6 malerier, der skærer tværs gennem rummet. En cloudcomputing landmand slænger sig i en bunke hø. En ko, der tygger drøv, kigger ind i billedet. Et par hvepse sværmer om deres bo. Magnus Andersens malerier minder om hedengangne selvforsynende husmandssted inden dyrehold blev masseproduktion. Udstillingen genkalder det rurale liv, som det var engang — eller det rurale liv som det netop aldrig var engang men ikke desto mindre hjemsøger en stadig mere urbaniseret verden i længslen efter et alternativ.

Engang var landbolivet for fæstebønder og tyende en kamp for brød på bordet. Idag sælger COOP pakker til børn og familier, hvor man for nogle hundrede kroner kan købe sig til at blive “bonde for en dag.” N. F. S. Grundtvigs sang fra 1839 om, at “solen stiger med bonden op, ej blot med de lærte”, vækker genklang på et tidspunkt, hvor landbrugskulturen stort set er død. Af de hundredetusinder af bedrifter, der engang dannede ramme om tilværelsen i det meste af Danmark, er der nu blot 8000 fuldtidsbrug tilbage. Landbruget tegner ikke længere den danske folkesjæl, men som udleder af en fjerdedel af det samlede CO2 udslip er det i konstant fokus. Det er et globalt problem og en del af den lokale løsning.

I Magnus Andersens fremtidsvision er det hensygnende liv på gården nok noget man drømmer om, men for at kunne drømme med må man skoles og disciplineres. I et maleri ser man en pædagog i grøn omstilling skyde op som trold af en æske. Ved siden af står et par små poder pakket godt ind i termodragter — imens de holdes i kort snor med reb om livet. Oplysningen må fra den danske muld stige, men lyset i installationen falder fra oven. Tranens ovenlys er filtreret, så et gustent gult skær toner udstillingen. Nuancerne i billederne genkalder efterår eller snarere en stadig mere sveden jord under en bagende sol.

I midten af det 19. århundrede boede 80 procent af befolkningen på landet. I dag bor de i byerne, hvor de nu forestiller sig, hvordan livet på landet kunne være. I de sidste par år er udviklingen vendt. Fraflytningen fra hovedstadsområdet har netop overhalet tilflytningen. Og i køkkenet, kulturlivet og underholdningsindustrien leger den brede befolkning med at tage skridtet i samme retning. Hinsides politiske 2030 og 2050 planer spirer håbet om den store grønne omstilling på tværs af vor kultur fra reality tv programmer over New Nordic og Årstiderne til aquaponics, cannabis grotelte til grøntsager og permakultur i baghaven.

Udstillingen forlænger den aktuelle tendens ind i fremtidige landdistrikter i skyggen af klimakrisen. Her ledsages urbaniseringen af såkaldt kontraurbanisering. Magnus Andersen forestiller sig et samfund, hvor borgerpligt nu påbyder kultivering af økologi og biologisk mangfoldighed — ikke bare som kur mod et onde men også som afsæt for ny avanceret livsstil i pagt med naturen. Flexboliger, fjernarbejde, selvkørende biler og futuristiske visioner om hyperloop nærer drømmen om at koble sig af byens stress og forblive opkoblet på afstand.

I bemalede trækasser præsenteres i infobition format farming og biotech simulatorer, der lærer børn og unge om maskiner og genmanipulering af afgrøder som obligatorisk del af almen dannelse og uddannelse. Den på en gang forførende og umulige idyl gestaltes som drømmebillede, hvor fremtiden sidder fast i fortiden og hyggen hjemsøges af uhygge.

Udstillingen fremmaner et landskab, der blander steampunk à la Mad Max og Silicon Valleysk biedermeier. Nogen lever i resterne af en gammel civilisation. Andre i den næste med Tesla og solceller. Livet i pagt med naturen er også en tilværelse i en ny splittet, højspændt kultur. Blikket ud over de landlige vidder obstrueres af læ- og elhegn. Magnus Andersens malerier rager op som en mur foran det abstraherede landskab på væggene.

Hexaptychonet markerer de nye socio-økonomiske skel, der deler landet. Ved foden af malerierne står brugte bilbatterier, som de mest ressourceknappe malker for den sidste strøm for at drive deres elektriske hegn. En art drikketrug vendt på hovedet tjener lærrederne som afstiver. Overfladen er prydet af en strøm af emojis for GMO, XL ærtebælge, klimatolerante hvide jordbær, bitcoins, solceller m.m. skåret i træet. Den nye rurale livsverden er også et nyt sprog, der udstikker rammerne for kommunikation; en digital kommunikation, der filtreret gennem Magnus Andersens traditionsbevidste maleri og træskærerarbejde allerede synes at høre fortiden til. Den umulige og forførende drøm, som de portrætterede befolker, synes at tegne sig i karakterernes ansigter — i uvirkelige hudfarver som gul og lilla som om de er lige dele utilpasse og berusede; som om de både er lettere høje på fremtidsvisionerne og bedøvede af roen i det grønne; som om de har forladt en verden og endnu ikke er landet i den næste.

Toke Lykkeberg
Leder af Tranen

Magnus Andersen (f. 1987) bor og arbejder i København. Han er uddannet billedkunstner på det Kgl. Danske Kunstakadami i København og  Städelschule i Frankfurt am Main. Han har bl.a. haft soloudstillinger på Neue Alte Brücke i Frankfurt, Gio Marconi i Milano, Kunstverein Wiesbaden og Biana D’Alessandro i København. Derudover driver han udstillingssted Bizarro med Louis Scherfig og Mai Dengsøe.

Agrication er niende udstilling i Tranens program med ekstemporær kunst. Fokus er på den del af samtidskunsten, som ikke er fokuseret på samtiden. Når alt fra økosystemer til teknologi udvikler sig med stadig højere hastighed, bliver samtiden flygtig og uhåndgribelig. Den skrumper. Til gengæld vokser vor viden om fortiden konstant. Spekulationer om fremtiden tager til. Spørgsmålet om, hvor vi befinder os idag, bliver til et spørgsmål om, hvor vi kommer fra, og hvor vi er på vej hen. Som del af denne bevægelse er megen samtidskunst ikke længere kontemporær, hvilket bogstaveligt talt vil sige ’med tiden.’ I stedet er den ’ekstemporær’, altså ’ude af tiden’ eller samtiden.

Udstillingen er støttet af Statens Kunstfond.

‘Agrication’ is a contraction of the words ‘agriculture’, ‘vacation’ and ‘education’. It is also the title of Magnus Andersen’s first solo exhibition in a Danish institution. With Agrication the artist further develops his painterly universe that ranges from works on canvas and walls to wooden relief carvings, sculpture, video and recycled objects. The exhibition takes a long hard look at the present and provides a take on a potential future. Farm and forest kindergartens have been optimised. The new scenario is forced educational trips to the countryside for children at kindergartens and schools set to reinvent and realise a new rural culture.

Agrication processes contemporary desire for, and dreams of rural idyll. The total installation reflects the artist’s notion of a not too distant future, which is blurred by a nostalgic longing for a simpler life in the past. The focal point of the exhibition is a hexaptych, i.e. a wall featuring 6 paintings, that bisects the room. A cloud-computing farmer lounges in a pile of hay. A cow, chewing cud, peeks into the picture. A few wasps swarm around their nest. Magnus Andersen’s paintings evoke now-defunct, self-sufficient smallholdings before animal husbandry turned into mass production. The exhibition recalls rural life as it once was — or rural life as it never was but still haunts an increasingly urbanised world longing for an alternative.

Up until a century ago, rural life for serfs and farmhands was a struggle to put food on the table. Today, COOP sells packages to children and families. For a few hundred Danish kroner they can become a ‘farmer for a day’. Danish Polymath N. F. S. Grundtvig’s words in a hymn from 1839 that “the sun rises with the farmer, not with the scholars” regains meaning at a time when farming culture is just about dead. Of the hundreds of thousands of farms that once made up the fabric of life in Denmark, only about 8,000 full-time holdings remain. Agriculture no longer sets the national mood, but accounting as it does for one forth of the overall CO2 emissions, it still animates public opinion. It is a global problem and part of the local solution.

In Magnus Andersen’s vision of the future, farm life is still the stuff of dreams, but in order to partake of that dream, schooling and discipline are required. One painting depicts an educator of Green Transition, sprouting like a jack-in-the-box. Next to him are a pair of little boys wrapped up in snow suits, kept on a short lead with ropes around their waists. Enlightenment may from the Danish soil arise, but light floods the installation from above. Tranen’s skylights have been filtered, so a pale, yellowish tinge permeates the exhibition. The tones of the pictures evoke autumn, or rather an increasingly scorched earth under a baking sun.

In the mid-19th century, 80 per cent of the population lived in the countryside. Today they live in towns and cities, imagining what rural life might be like. In the last couple of years, the trend has reversed. More people are moving away from the metropolis than to it. And in the kitchen, the cultural life and the entertainment industry, people of all kinds are toying with moves in the same direction. Beyond political 2030 and 2050 plans, a green transition germinates across our culture from reality TV shows, New Nordic and Årstiderne to aquaponics, cannabis grow tents for vegetables and permaculture in the back garden.

The exhibition expands the current trend into future rural areas in the shadow of the climate crisis. Urbanisation is accompanied by so-called counter-urbanisation. Magnus Andersen envisages a society in which civic duty now stipulates the pursuit of ecology and biological diversity; not only to remedy an evil, but also as a basis for a new advanced lifestyle in harmony with nature. Flexible housing, teleworking, self-driving cars and futuristic visions of hyperloop foster the dream of withdrawing from urban stress, while remaining connected from a distance.

In ‘infobition’ format, painted wooden boxes present farming and biotech simulators that teach children and young people about machines and genetic manipulation of crops as a mandatory component of their general education. The seductive, yet unattainable idyll is expressed as a dream picture, in which the future is stuck in the past and charm is haunted by eeriness.

The exhibition conjures up a landscape that blends steampunk à la Mad Maxand Silicon Valley-esque Biedermeier. Some people live in the remnants of an ancient civilisation; others in the next one with Tesla and solar cells. Life in harmony with nature is also an existence in a divided and tense culture. The view of the landscape is obstructed by windbreaks and electric fences. Magnus Andersen’s paintings rise like a barrier in front of the abstracted rural expanse painted onto the walls of the space.

The hexaptych indicates the new socio-economic boundaries that divide the country. The floor below the paintings is scattered with used car batteries from which those with limited means and resources extract the last power to operate their electric fences. A kind of upside-down water trough props up the canvases. The surface is adorned with a stream of emojis for GMO, XL pea pods, climate-tolerant white strawberries, bitcoins, solar cells etc. carved into the wood. The new rural world is also a new language that defines the framework for communication; a digital form of communication, which, when filtered through Magnus Andersen’s tradition-conscious painting and wood carving work, already seems to be a thing of the past. The impossible and seductive dream, which the characters in the portraits populate, is apparent in the characters’ faces — in unreal skin tones such as yellow and purple, as if they are both uncomfortable and drunk; as if they are both slightly high on their visions of the future and anaesthetised by the tranquillity of the great outdoors; as if they have departed from one world, but not yet arrived in the next one.

Toke Lykkeberg
Director of Tranen

Magnus Andersen (b. 1987) lives and works in Copenhagen. He studied visual art at the Royal Danish Academy of Fine Arts in Copenhagen and Städelschule in Frankfurt am Main. He has had solo exhibitions at Neue Alte Brücke in Frankfurt, Gio Marconi in Milan, Kunstverein Wiesbaden and Biana D’Alessandro in Copenhagen. He also runs the exhibition venue Bizarro with Louis Scherfig and Mai Dengsøe.

Agrication is the ninth exhibition in Tranen’s programme of extemporary art. The focus is on contemporary art that is not primarily focused on our contemporary condition. When everything from climate to technology evolves at ever greater pace, the present becomes ephemeral and intangible. The present starts to shrink. Meanwhile, our knowledge of the past increases. Speculations about the future abound. As part of this development, a lot of art is no longer contemporary — which literally means ‘with time.’ Instead, art is rather ‘extemporary, i.e. ‘out of time’.

The exhibition is supported by the Danish Arts Foundation.